Allerede i oktober 2011, da Line var en nystartet 1g-elev, begyndte de første symptomer at melde sig. Line beskriver det, som en konstant svimmelhed - ligesom når man er rundtosset. Derudover havde hun svært ved at fokusere og kunne mærke ændringer med hensyn til hendes balanceevne. Line fortæller derom: ”Jeg tænkte ikke rigtig over det til at starte med, men tænkte, det nok var fordi, jeg havde meget andet at se til på det tidspunkt”.

​

 I midten af december oplyser Line dog sine forældre om de ændringer, der er begyndt at påvirke hende. ”Jeg var til lægen samtlige gange, hvor de undersøgte forskellige ting, der kunne have indflydelse. Da der ikke var held ved lægen, blev jeg videresendt til en øre-, næse-, halslæge, der efter en undersøgelse, fik mig til en MR-scanning, fordi jeg havde nogen bevægelser med mine øjne, han ikke havde set før. Og i vinteren 2012 fik jeg det konstateret. De ringede fra sygehuset med svar på MR-scanningen”.
Det MR-scanningen viste var en 5 cm lang tumor. Den, på det tidspunkt, 16-årige pige stod nu med diagnosen cancer.
 

Vil ikke græde snot
Det er naivt at tro, at ting vil kunne forblive som førhen efter at være blevet syg, men Line kæmper og er alligevel afklaret: ”Konsekvenserne i dag er, at der er nogen ting, jeg kunne før, som jeg ikke kan nu. Fx at cykle og at løbe. Jeg har taget et valg om ikke at sidde og græde snot over det, som jeg ikke kan det mere, men i stedet glæde mig over det jeg kan. Jeg minder hele tiden mig selv om alternativet, og det er trods alt langt bedre at kunne gå i skole i stedet for det. Så på den måde glædes jeg”

​

Line fosætter og fortæller om en af de erfaringer hun har gjort sig med hensyn til prioriteter i livets forskellige faser: ”Da jeg begyndte at få det bedre og bedre på sygehuset tænkte jeg meget over, at jeg slet ikke kunne overskue alt det sociale, jeg var gået glip af, men samtidig vidste jeg, at dem omkring mig, overhovedet ikke tænkte: hun er ikke en del af os mere, men accepterede og tog højde for den situation, jeg var i. Det er sjovt som vægten på det vigtige i livet lægges forskelligt, alt efter hvilken tilstand man er i. Jeg kunne mærke, som jeg fik det bedre, at jeg havde mere overskud til at tænke på, hvad jeg var bagud, hvorimod da jeg havde det allerværst, tænkte jeg slet ikke over det.”

​

Beskeden
        ”Da vi sad derinde i samtalerummet med lægen, havde jeg ingen forventninger til, hvad jeg skulle høre. Jeg havde ikke sat næsen op efter noget og havde heller ikke latterligt lave forventninger. Da jeg så fik beskeden, om at der ikke var mere de som læger kunne tilbyde og at kemoen ikke hjalp, var jeg helt tom”
I et forsøg på at give andre et indblik i den forfærdelige situation, der er blevet Lines egen, sammenligner hun med en situation, de fleste, på hendes egen alder, vil kunne nikke genkendende til:
        

”Jeg tror, det er lettere, når man har et skænderi med sin mor eller far, for der har man én at lade vreden gå ud over. Én, som man kan vælte den her indvendige frustration over på. Men i den her situation er der bare ingen at være sur på. Det er for mig helt meningsløst at være arrig – for hvem får noget ud af det? I sådan en situation bliver man nødt til at være stærk og prøve at se frem af – om man vil det eller ej. Der er mange andre fantastiske mennesker, som bliver berørt af det her, og hvad nytter det så at gå forrest som sur og tvær på tilværelsen”, siger den 17-årige livskloge pige.
 

Afklaret
Med store problemer, der ved siden af Line virke små og helt ubetydelige, kæmper Line sin kamp med en ubeskrivelig og en grundlæggende afklarethed. Dette er for netop dem, der kender hende, et kendetegn i hendes store og strålende personlig. Hun fortsætter: ”Selvfølgelig er det helt acceptabelt at føle sig uretfærdigt behandlet nogen gange – og det gør jeg da også. Men det må bare ikke overtage den lyst, der skal være til at give sygdommen et los bagi”. 
 

Til sidst afslutter Line med en erindring, hun har gjort sig i løbet af det seneste år:

        ”Det ændrede mit liv på en måde, at alt jeg foretog mig på daværende tidspunkt blev sat på pause. Det var lige pludselig noget andet end fest og lektier, som blev vigtige – det var at overleve og komme igennem det, jeg skulle igennem”.
Med dette indblik i Line Strinis historie, kan man blot beundre denne piges mod, viljestyrke og enorme personlighed til at leve livet, kæmpe og give los.